Nyheder fra Lund & co Reklamebureau. Er der noget der kan interessere dig som kunde, samarbejdspartner eller besøgende, ja så er det her du finder dem. God læselyst

Idémanden bag REnescience, Erik Ravn Schmidt, stak på et tidspunkt hovedet ind i DONGs udviklingsafdeling og spurgte sådan lidt ud i luften, om ikke man skulle prøve at koge noget affald for at se, hvad der skete.
Så var to af Innovationscentrets udviklere ikke at finde i en uges tid. De var i fuld gang med at forvandle affald. Det viste sig, at de var strøget ned i Harald Nyborg og havde købt en cementblander og en elkoger, som de så stod og puttede kantineaffald ned i - tilsatte enzymer og senere også gær - hvorefter de konstaterede, at der kom ethanol ud. Det blev starten på det affaldseventyr, som REnescience nu har taget hul på, og som under stor bevågenhed prøvekøres på anlægget, som er opstillet hos Amagerforbrænding. REnescience er et bevis på, at hvis man sætter tilstrækkelig vilde folk sammen, så sker der vilde ting! Det er et teknologisk spring, og der et meget spændende udviklings-perspektiv i REnescience teknologien, siger DONG Energy’s Vice President i Group R&D, Knud Pedersen i forbindelse med introduktionen til offentligheden- Med REnescience får vi en større genanvendelse af de ressourcer, vi allerede har, vi får et lagerbart brændsel til el- og varmeproduktion, som skal supplere vindenergien, og endelig får vi et produkt, der kan laves til biogas, biobrændsel og naturgas med videre.
- Jeg ser i den grad REnescience i et globalt perspektiv, da hele verden har problemer med de enorme mængder affald, der genereres.
Med til at markedsføre dette spændende affaldseventyr, er det esbjergensiske reklamebureau, Lund & Co, som har designet det logo, som fremover skal markedsføre REnescience verden over. Teknologien er nu så udviklet, at DONG Energy har dannet datterselskabet REnescience A/S, der skal stå for videreudvikling og salg af teknologien til hele verden.
- Vi fik til opgave at skabe et dynamisk bomærke, der repræsenterer den revolutionerende REnescience-proces, fortæller Peter Lund Jr. fra Lund & Co, som skabte et bomærke, hvori indgår genbrugssymbolet. Med røde farver, der repræsenterer slægtskabet til DONG-Energy, grønne nuancer, som repræsenterer miljø og bæredygtighed og blå farver, som symboliserer himlen, vandet og renheden. Sammen skaber elementerne et dynamisk og genkendeligt symbol, der kan ses som en energicirkel, som genbrugspile eller selve processen med affald, der bliver bearbejdet og kogt, fortæller den unge reklamemand fra Lund & Co.
For yderligere oplysninger, kontakt info@lund-co.dk